Mennesker på Langeland
Mogens Clausen:
I 1978 flyttede vi, Tessa og Mogens Clausen samt vores tvillingepiger på 3 år til Lohals fra Odense.
Mogens født og opvokset i Odense. Tessa tilflytter til Lohals fra København som barn i 1958.
Efter at have boet og arbejdet i Odense som henholdsvis beskæftigelsesvejleder og maskinteknikker, føler vi lyst til at flytte på landet, ud til skov, strand og nærheden i et lille samfund. At det bliver Lohals på Langeland skyldes nok at Tessa har sin familie her og vi kender stedet. Men en vigtig faktor var også at naturen her, giver så mange muligheder for gode og frugtbare oplevelser for både børn og voksne.
Der var selvfølgelig mange ting vi gjorde os overvejelser om, selv om vi kendte miljøet.
Kan vi få arbejde, kan vi affinde os med måske at skulle køre langt for at få arbejde, afstanden til mange af de kulturelle tilbud, kan vi holde de lange vintermåneder ud?
Summen af alle overvejelserne blev at vi valgte at flytte, da Mogens havde fået arbejde som maskinarbejder på "Laboratorieteknik" i Lejbølle. Ikke længe efter vi var flyttet fik Tessa mulighed for deltidsarbejde på "Solhjem" i Lejbølle.
Efter Mogens i nogle år havde kørt til Svendborg for at arbejde som værktøjsmager, modnedes tanken om at starte selvstændig virksomhed. Interessen for design og produktudvikling førte I 1987
til starten af virksomheden Clausen Ure, der blev udviklet en serie ure samt vejrstationer som efterfølgende blev solgt til export, som firmagaver samt til guldsmede og urforetninger.
Firmaet fortsatte frem til 2007 hvor firmaet blev solgt og Mogens gik på efterløn.
Selvfølgelig har der været mange udfordringer undervejs, men her har omgivelserne, skov, vand og strand, hvor der kunne stresses af og lades op, været en god og nødvendig "samarbejdspartner".
Den sociale del af at bo i et lille samfund har sine fordele og ulemper, men igen har det vist sig at fordelene var de største. Vi kunne altid være sikre på, at når børnene var uden for eget område, var der andre der holdt et diskret øje med, at der ikke skete dem noget. Selvfølgelig findes en vis nysgerrighed, men heldigvis er den for det meste positiv.
Der er rigtig mange muligheder for at være med til selv at blive en del af det rige foreningsliv der er overalt på øen, så hvis man selv er åben, mødes man også med åbenhed.
Det er netop alle de initiativer som almindelige og ualmindelige mennesker tilfører samfundet der gør, at her foregår mangeartede aktiviteter som man ikke tror muligt.
Vi har ikke fortrudt at vi rykkede teltpælene op og flyttede til Langeland for over 30 år siden, nu nyder vi vores 3. alder her med mange aktiviteter.
Tessa er beskæftiget med aktiviteter af lokalhistorisk interesse, og interessen for irsk musik har
for Mogens vedkommende ført til udvikling af irske tværfløjter med mulighed for senere produktion.
Tilbage til oversigten