| Forside | Natur | Mennesker | Kultur | Netværk | Links |
Flyt til det lange land og kom tæt på det klare vand
Naturen på Langeland er overdådig. Fra nord til syd findes den måske mest varierede natur i Danmark.
Lange stræk med bløde bakker, elegant markeret af de karakteristiske skovklædte kuplede hatbakker,
løvskove der får lov at være i fred, masser af vådområder og nor med fugle og fantastisk fiskevand samt nogle af Danmarks største naturparker og steder, hvor stilheden er til fri afbenyttelse.
Langeland har brede strande med klitter og lange strækninger, hvor skoven
spejler sig i vandet og der er aldrig langt til strandkanten.
At Langeland - sammen med resten af det sydfynske øhav - er udset som
interesseområde for Nationalpark i Danmark, er derfor ingen tilfældighed.
Kilometervis af nænsomt anlagte stier, markerede markveje
og små snoede biveje kan krydses til fods eller på cykel fra nord til syd.
Mennesker på Langeland er præget af deres naturskønne omgivelser.
Nogle få er noget for sig - resten er noget for dig.
Mange har overskud og deltager aktivt i lokalpolitik og rigtig mange er engagerede i interesseforeninger.
Desuden er kriminaliteten på Langeland lav.
Underholdning og kultur er godt repræsenteret med en topmoderne biograf,
der - drevet på frivillig basis - sørger for kvalitetsfilm.
Bondeballer i Brugsen er afløst af koncerter i kirker, skoler og klubber.
Og på øen er der såvel dilettantkomedier som professionelt teater - bl.a. sørger en
selvbestaltet kulturforsyning for at arrangere gæstespil med professionelle trupper.
Ofte er der åbent-hus-arrangementer hos de mange kunstnere og kunsthåndværkere, som bor på øen.
Her er udfordringer, vilje, plads og ledige ejendomme til omkring en
fjerdedel af Københavnerpriserne.
Langeland er én kommune og den er ikke rig.
En vigtig udfordring er derfor at fastholde og øge befolkningsgrundlaget.
Vi ved at et bæredygtigt alternativ er bosætning på øen, der kun
ligger 3 timers kørsel fra København eller Århus - med vildt opskruede
boligpriser, endeløse bilkøer, luftforurening og larm.
Et Netværk for tilflyttere er etableret med folk, du kan ringe til og
drage nytte af deres erfaringer som borgere på Langeland.
Endelig kan du selv gå på opdagelse i Links til Langeland ..
Dette initiativ er taget af en mindre, alders- og erhvervsmæssig blandet gruppe borgere, bosat forskellige steder på Langeland.
Vi er ikke påvirket af specifikke kommunalpolitiske, økonomiske eller erhvervsmæssige interesser, men handler ud fra et ønske om at dele Langeland med andre og gøre øens værdier endnu bedre.
Bidrag til arbejdet med at få flere til at flytte til Langeland modtages med tak på følgende konto:
Reg. nr. 0860 (Svendborg Sparekasse) konto nr. 353-10-21575